Asanja Moru er en bush camp beliggende blandt klippeformationer kendt som Moru Kopjes i den østlige del af Serengeti National Park. Campen har 8 telte med eget badeværelse (herunder ét rummeligt familietelt), som alle er indrettet lidt forskelligt med en kombination af hvidkalkede overflader, mørkt træ og naturlige materialer, komfortable møbler samt en udendørs terrasse – naturligvis med udsigt. Området ved Moru Kopjes er kendt som et sted, hvor den store gnuvandring passerer på vej mod syd, og i nærheden finder man Gong Rock (en klippe, der giver en metallisk lyd, når man slår på den som en tromme) samt den salte Lake Magadi mod øst, hvor flamingoer ofte kan ses. Et skønt sted at overnatte.