Ahadi Lodge er en mindre lodge i et autentisk boligområde i hjertet af Arusha, hvor du får et indtryk af hverdagslivet i Tanzania, samtidig med at du kan nyde de fredelige omgivelser. De relativt små værelser ligger i en frodig tropisk have omkring poolen. Hvert værelse har sin egen farve og sit eget tema og er udstyret med dobbeltseng eller enkeltsenge, eget badeværelse med bruser, tv og pengeskab. Derudover er der en lille restaurant, som serverer god mad, og det venlige personale gør stedet til en favorit blandt gæster.